November
2007
Vi
har både en god og en fantastisk god nyhed i denne måned! Først
den gode:
Rhino har lige udsendt første titel i en ny række live-udgivelser,
som afløser den nu definitivt afsluttede Dick's Picks-serie. "Road
Trips Volume 1 Number 1" er en dobbelt CD med udvalgte
sange plukket fra efterårsturneen 1979. Som vanligt medfølger der
- i en begrænset periode - en bonus-CD. Det er dog ud over det sædvanlige,
at bonus-CD'en er i fuld længde, over 77 minutter med mere af samme
slags. "Road Trips" kan allerede nu bestilles på www.dancingbear.dk.
Den fantastisk
gode nyhed er, at dette kun er den spæde start på et genoplivet
udgivelsesprogram. Det ser ud til, at der ikke vil være de samme
format-mæssige begrænsninger, som gjaldt for "Dick's Picks". Vi
kan forvente både kompileringer, komplette shows, multitrack-optagelser,
boxsæt og DVDer, og der er et 'hint' som tyder på, at det store
"Winterland '73" boxsæt, som vi blev viftet om næsen med for halvandet
år siden, ikke er så langt væk.
Her et udpluk
af Blair Jackson's appetitvækkende beskrivelse:
.."And this is just the BEGINNING of what we promise will be
a tidal wave of releases, which will include more rarities from
the deepest corners of the vault, multitrack releases, box sets
(the patient will be rewarded; nudge-nudge, wink-wink, say no more),
DVDs, downloads and who-knows-what-else. So keep your Third Eye
tuned into this space for more in the coming weeks and months!"
Hele den officielle
pressemeddelelse kan læses på vores hjemmeside under produktbeskrivelsen
for "Road Trips". Vi regner med at vende tilbage med mere nyt, måske
før du aner!
September
2007
Mens vi venter på de næste officielle Grateful Dead-udgivelser
fra Rhino, og ærgrer os over at man ikke længere kan downloade gratis
godbidder fra "Tapers' Section", kan vi alligevel præsentere et
par spændende nyheder:
"A Night at
the Family Dog" er titlen på en ny DVD, oven i købet
til en meget favorabel pris, hvor Santana, Grateful Dead og Jefferson
Airplane spiller hver for sig og i en fælles jam, en aften i 1970
på promoter Chet Helms' spillested "Family Dog at the Great Highway".
The Dead giver os "Hard To Handle" samt "China Cat Sunflower/I Know
You Rider", hvor den mest spændende musik som sædvanlig ligger i
skråstregen! Ejere af "Fly
Jefferson Airplane"
DVD'en må finde sig i, at "The Ballad of You and Me and Pooneil"
går igen på begge udgivelser, men det må siges at være et luksusproblem;
undertegnede kan ihvertfald godt tåle at høre den bassolo nogle
gange ekstra!
Tidligere
i år supplerede vi CD-kataloget med en række nye tribute-albums,
hvor The Dead blev udsat for både bluegrass, swing, blues og elektronisk
musik. Nu kommer der en, efter anmeldelserne at dømme, væsentlig
mere seriøs bearbejdning: "Dead
Symphony No. 6". Den amerikanske komponist Lee Johnson
har gennemlyttet GD-kataloget og fundet en række melodier og temaer,
som har inspireret ham til en klassisk, symfonisk bearbejdning.
De mange satser, udsat for forskellige instrumentgrupper, bærer
navnet på de sange, de er inspireret af, men der er i flere tilfælde
tale om en meget fri fortolkning. Læs Blair Jacksons anmeldelse
og interview med komponisten, hvoraf vi gengiver en stor del på
Dancing Bears hjemmeside.
En
af vore kunder har spurgt, om vi vil forhandle den nyligt udsendte
DVD om Bickershaw-festivalen i 1972, hvor Grateful Dead gav en lang
og flot koncert. Efter at have læst kunde-anmeldelserne på Amazon.com
har vi valgt ikke at hjemtage denne DVD, da den tekniske kvalitet
ser ud til at være meget ringe. Vi vil i stedet henvise til "Steppin'
Out" CD-sættet, som indeholder adskillige fremragende
numre fra Bickershaw.
"Grateful
Dead: The Game"
har været i vort katalog et stykke tid. Vi har nu fundet en ny leverandør,
og har derfor kunnet sætte prisen ca. 90 kr ned. Indhold og udstyr
er på linje med spil som "Trivial Pursuit" og lignende, men prisen
ligger langt under hvad man betaler for tilsvarende brætspil i en
dansk boghandel. Læs flere detaljer om spillet i produktinformationerne
på hjemmesiden.
Fra
samme leverandør har vi bestilt nogle flotte guitar-remme i Jerry
Garcia-design, bl.a. hans "Blue Fish" som er kendt fra en - nu desværre
udgået - T-shirt.
Endelig
har vi fundet en specialitet til (især) damerne: En kollektion af
halskæder og armbånd med insekter - skorpioner og farvestrålende
biller - indstøbt i acryl. Der er ingen decideret "Grateful Dead
connection", men det kunne måske give nogle en kærkommen undskyldning
for at sende en bestilling til Dancing Bear! Der er tale om et forsøg,
men hvis ideen slår an, kan der komme et større udvalg inden julehandlen
starter for alvor.
De
tre sidstnævnte varegrupper kan ses i kataloget under "Odds
and ends".
Juni
2007
Den 26. juni
udkommer "Three
From The Vault" med en koncert fra Capitol Theatre, Port
Chester N.Y., 19. februar 1971. Det var den første koncert efter
at Mickey Hart havde valgt at trække sig ud; han kom dog som bekendt
med igen i 1974. Alligevel havde Grateful Dead overskud til at introducere
nye sange: "Bird Song" og "Deal" blev spillet live første gang ved
denne koncert.
Ved forudbestilling,
nærmere bestemt hele juni måned, får du desuden "Dick's
'Dex", et komplet, 50-siders index over sange udgivet
på "Dick's Picks" nr. 1 - 36. Dette kunne godt tydes som om vi har
set den sidste udgivelse under ”Dick's Picks”-navnet, men herom
kan vi ikke sige noget sikkert endnu.
Samtidig udsendes
"The
Vault Box", som indeholder FTV nr. 1, 2 og 3 i et samlet
boxset. Både "One" og "Two" er særdeles anbefalelsesværdige hvis
man ikke har dem allerede, og "Two From The Vault" (8/24/68) er
endda udvidet med en ekstra CD med 32 minutters ekstranumre, som
der ikke var plads til på den oprindelige 2-CD. "Dick's
'Dex" medfølger også her ved hurtig bestilling.
De tre "Vault"
koncerter (8/13/75, 8/24/68 og 2/19/71) er desuden temaet for 3
nye T-shirts, som tilbydes til en særlig lav pris (du sparer ca.
70 kr) ved bestilling i juni måned.
Vi har en enkelt
CD-nyhed mere: 2-CD sættet "Music
for the Planet" præsenterer en række "jambands", som
hver giver et enkelt nummer. Alle de kendte er med, bl.a. Grateful
Dead, Phish, Gov't Mule, Widespread Panic og String Cheese Incident,
i alt 15 numre. Grateful Dead's bidrag (Eyes Of The World) er hentet
fra "Cow
Palace" sættet, og er dermed i relativt frisk erindring
for en del af os, men det er vel til at leve med. Det er stadig
et godt nummer!
WWW.DEAD.NET
har endnu en gang skiftet web-platform og design, og det ser ud
til, at aktivitetsniveauet under det nye ejerskab er for opadgående.
De lover ihvertfald, at der snart kommer mange nye varer på hylderne,
så husk at kikke forbi WWW.DANCINGBEAR.DK en gang imellem. Husk
også at tjekke udsalgstilbuddene: Her er stadig mange penge at spare
på CDer, DVDer, T-shirts, hatte, solbriller, plakater, frisbees,
stickers, postkort og meget mere!
Januar
2007
Kære kunde! Med
ønsket om et godt nytår vil jeg udtrykke håb om, at vi i 2007 vil
se en tilbagevenden til mere "normale" tilstande hvad angår udgivelse
af Grateful Dead musik og merchandise. Først og fremmest nærmer
vi os udgivelsen af "Grateful
Dead Live at the Cow Palace, New Years Eve 1976". Hvis
du endnu ikke har afgivet din bestilling, så husk, at bonus-CDen
"Spirit of '76" kun leveres med forudbestillinger, som vi har modtaget
senest 15. januar.
De sidste måneder
af 2006 så det ud til at "Grateful Dead Store" kun skulle sælge
CDer og downloads, men nu begynder der så småt at komme nye varer
på hylderne igen. En helt ny ting er et brætspil, "Grateful
Dead: The Game", som ligner en blanding af Matador og
Trivial Pursuit. Der er stor efterspørgsel (det meldes udsolgt med
jævne mellemrum), men der er allerede nu et par eksemplarer på vej
hertil, som kan bestilles på sædvanlig måde.
Bemærk også,
at vi i år har fordoblet udvalget af vægkalendere: Foruden den traditionelle
"Grateful
Dead Calendar" har vi "Jerry
Garcia Art Calendar" på lager. Også her anbefales hurtig
reaktion, da kalenderne som regel bliver udsolgt før vi kommer alt
for langt ind i det nye år.
November
2006
Så kom den længe
ventede bekræftelse: Rhino Records har overtaget ansvaret for The
Grateful Dead's Vault-udgivelser, og som den første udgivelse i
mere end et år har de naturligvis valgt en virkelig godbid: "The
Grateful Dead - Live At The Cow Palace: New Years Eve 1976"
- udgives i USA den 23. januar.
Dette show har stået på ønskelisten i årevis, det indeholder bl.a.
en udgave af "Playin' in the Band", som ikke ligner nogen af de
andre kendte versioner.
Titlen
og datoen blev først røbet for få dage siden på kunstneren Timothy
Trumans hjemmeside, hvor han omtaler bestillingen fra Rhino records.
Truman har tidligere lavet omslag til CD'erne "Mother
McCree's Uptown Jug Champions" (proto-Grateful Dead jugband),
samt tribute-CDen "Stolen Roses", foruden mange illustrationer i
"The Grateful Dead Almanac". Og så tegner han serien om Conan the
Barbarian, hvor det seneste album sjovt nok hedder "Conan and
the songs of the dead"!
Repræsentanter
for Rhino har i øvrigt udtalt i et interview, at der også fremover
vil blive udgivet Grateful Dead shows baseret på 2-kanals masterbånd.
Om denne serie stadig vil hedde "Dick's
Picks" er endnu uvist.
Den myreflittige
skribent Blair Jackson har begået en bog som nogle af os har ventet
længe på, nemlig en fuldstændig gennemgang af Grateful Dead's tekniske
udstyr og metoder gennem hele karrieren: "Grateful
Dead Gear".
Grunden til at et sådan værk overhovedet kan være interessant er,
at bandet altid har stræbt efter at befinde sig på - eller lidt
foran - forkanten af det teknisk mulige. Tænk blot på "The Wall
of Sound", som også blev kaldt verdens største hi-fi anlæg. Bogens
300 flot udstyrede sider dækker musikinstrumenter, effekter, scenelyd
(PA-anlæg, monitors), samt teknikken i pladestudiet og ved liveoptagelser.
Vi har en ny
interessant DVD i kataloget: "Tom
Snyder's Electric Kool-Aid Talk Show".
Studieværten Tom Snyder var i firserne ankermand i talkshowet "The
Tomorrow Show", som var særdeles avant-garde efter datidens (og
ikke mindst nutidens) amerikanske forhold. I et tilbageblik på de
psykedeliske tressere interviewede han således både Timothy Leary
(LSD-guru), Ken Kesey (forfatter, prankster, m.m.), Tom Wolfe (hvis
bog "The Electric Kool-Aid Acid Test" handler om The Merry Pranksters
og The Grateful Dead), samt naturligvis The Grateful Dead, som spiller
4 numre: On the Road Again, Cassidy, Dire Wolf, og Deep Elem Blues.
Der er interviews med Jerry Garcia, Bob Weir, Mickey Hart og Bill
Kreutzmann.
Oktober
2006
I
fraværet af nye Grateful Dead udgivelser må andre jo
udfylde tomrummet. Siden vort sidste nyhedsbrev er der således
udgivet hele tre CD-sæt med fokus på Jerry Garcia:
"Well-Matched"
er en CD med udvalgte numre fra de 3 tidligere udgivne Keystone
optagelser fra 1971 med bl.a. Merl Saunders. CDen indeholder desuden
et ikke tidligere udgivet nummer.
Seneste udspil i "Pure Jerry" serien er et klassisk JGB
show fra Hampton
Coliseum, 11/9/91. Koncerten slutter med Jerry's eneste
kendte fortolkning af Louis Armstrongs kendingsmelodi, "What
A Wonderful World".
"The
Very Best of Jerry Garcia" er et 2-CD sæt.
Første CD er en "best-of" samling af numre fra
Garcias 5 studiealbums, den anden - har du gættet det? - er
fyldt til randen med udvalgte live-numre, nogle af dem hidtil uudgivne,
udvalgt og kommenteret af Blair Jackson.
"The
Dead" meddelte i sommer at de havde opløst sig selv,
men Phil Lesh fortsætter ufortrødent med sit vekslende
hold af musikalske venner. "Phil
Lesh and Friends" udgiver senere i denne måned
et 2-CD sæt og en DVD,
optaget i San Francisco's Warfield Theater 18. og 19. maj 2006.
Den kendte jazzguitarist John Scofield er en af vennerne, og det
samme er sangerinden Joan Osborne, som vi husker med glæde
fra The Dead's sommerturné i 2003.
Til forskel fra de fleste andre CD/DVD kombinationer er der ingen
numre, der går igen fra CD-sættet til DVDen. Begge kan
forudbestilles nu (evt. sammen med en T-shirt), og ved forudbestilling
medfølger en bonus-DVD med et par ekstra numre samt en filmet
diskussion mellem Phil, John Scofield og saxofonist Greg Osby, om
improvisationens kunst inden for jazz and rock.
Endelig kan
vi præsentere "The
Black Tie-Dye Ball", et 2-CD sæt fra en velgørenhedskoncert
til fordel for Grateful Dead's Rex Foundation, som fandt
sted i New York i november 2005. Omdrejningspunktet er "The
Zen Tricksters", et fænomenalt jam-band fra New York.
De får følgeskab af en horde af gæstemusikere,
hvoraf de fleste er kendt fra Grateful Dead- og Ratdog-klanerne.
Det var alt
for nu. Der cirkulerer stadig rygter fra mere eller mindre offficielle
kilder om en Grateful Dead vault-udgivelse senere på året.
Hvis der viser sig at være hold i rygterne vil I være
de første (sådan cirka), der får det at vide.
Maj
2006
Grateful Dead Productions står midt i en omstrukturering. Det er
svært at overskue hvad der egentlig er ved at ske, da de officielle
kilder er fuldstændig tavse. Efter at have fordøjet de mange rygter
og mere eller mindre underbyggede gætterier, vil vi alligevel forsøge
at opsummere situationen:
Salget af Grateful
Dead live-musik er dalende, og heller ikke den nye serie af månedlige
download-udgivelser har levet op til forventningerne. Hjemmesiden
har fået en flot nyt design, som sikkert har været dyrt.
Summa
summarum: Der skal tilføres ny kapital.
Der har været
forhandlinger med Rhino Records (fra Time/Warner koncernen) om at
overtage hele GD Store, både musik og merchandise. Den sidste CD-udgivelse
ligger et halvt år tilbage - på et tidspunkt gik der rygter om et
nyt boxset, som vi straks viderebragte i det sidste nyhedsbrev,
med det blev hurtigt trukket tilbage. Der gisnes om, at udgivelsen
er holdt tilbage fordi den skal være lokkemad for den mulige køber.
Vault-bestyrer
David Lemieux har frivilligt trukket sig ud af organisationen, og
det samme formodes at gælde lydtekniker Jeffrey Norman. Man må dog
gå ud fra, at de stadig vil være til rådighed til nye udgivelser,
blot ikke som fuldtidsansatte. Ingen aner om chat-forummet DeadNetCentral
kommer til at fortsætte, og i hvilket omfang. Det vil være svært
at undvære, da det er en af vores - og alle andre deadheads' - vigtigste
nyhedskilder.
I mellemtiden
har vi fundet på noget helt nyt. Den nu afdøde forfatter Ken Kesey
og hans kollektiv af sære originaler, "The Merry Pranksters", spillede
en kolossal rolle for det, der senere blev til The Grateful Dead.
Kesey var initiativtager til "The Acid Tests", hvor The Warlocks
var en slags husorkester, når og hvis de havde lyst til at spille.
Hele historen kan læses i alle biografier om The Dead, samt i Tom
Wolfe's bog "The Electric Kool-Aid Acid Test", og det samme gælder
myterne om Neal Cassady, ur-rapper og ekstraordinær buschauffør,
som var virkelighedens model for adskillige litterære figurer hos
Jack Kerouac ("On the Road" m.fl.) og Allen Ginsberg ("Howl").
The Pranksters
var vilde med film og lyd; de dokumenterede Acid Tests, og ikke
mindst deres landsdækkende ture - performances kunne man også kalde
dem - med den farvestrålende bus "Furthur", som vi husker fra linjerne:
"The bus came by and I got on, that's when it all began. There
was cowboy Neal at the wheel of the bus to never ever land"
(the other one).
Mange af disse
dokumentarer er nu udsendt på DVD af Kesey's familiefirma, redigeret
af sønnen Zane Kesey. Se nærmere beskrivelser i Dancing
Bear's videokatalog. Disse tilbud er for de eventyrlystne,
men hvilken Deadhead er ikke det???
Marts
2006
Det er efterhånden
længe siden, vi sidst havde nyheder på CD-fronten. Vi har spejdet
længselsfuldt efter annonceringen af DP37, og den er ikke dukket
op endnu - eller er den? Lige før weekenden dukkede der et link
op (som nu midlertidigt er fjernet igen) til en gedigen overraskelse:
Endnu et stort, hver-en-tone-er-med-boxsæt er på vej, fra en af
de stensikre perioder i Grateful Dead's turneliv - denne gang gælder
det de 3 koncerter fra 9. til 11. november 1973 i Winterland, S.F.
Masterbåndene
er 2-spors, lige som DIck's Picks, men der er brugt en helt ny overførselsmetode
som analyserer og kompenserer for de uundgåelige små hastighedsvariationer,
kendt som wow og flutter. Resultatet skulle være en hidtil uhørt
lydkvalitet, sammenlignet med alle tidligere kendte analog-optagelser.
Udgivelsesdatoen
er den 6. maj, og det bliver muligvis endnu en begrænset-antal først-til-mølle-sag,
men det er langt fra sikkert. Forhåbentlig har de så lært lektien
og sat antallet betydelig højere end det var tilfældet med Fillmore
'69 boxen. Som sagt er der ingen officiel forudbestilling endnu
– linket er muligvis sluppet ud ved en fejltagelse – men vi følger
tæt op på situationen. Når der kommer mere sikre oplysninger, og
vi bl.a. kender den nøjagtige pris, bliver boxsættet annonceret
på Dancing Bear’s nyhedsside.
Grateful Dead
Productions ser ud til at stå midt i en brydningstid, hvor de måske
egentlig hellere vil sælge downloads end CDer. Og der er fuld fart
på: Hver måned bliver der annonceret en ny "download only"-koncert,
udvalgt og redigeret af de samme folk som står for Dick's Picks.
Der er endnu ikke kommet en klar udmelding om den fremtidige udgivelsespolitik,
men forskellen i udgivelseshastighed er jo tydelig nok. Udfaldet
af overvejelserne har stor betydning for Dancing Bear, som næppe
vil kunne overleve på 3 - 4 Vault-udgivelser om året, fordelt på
CD og DVD.
Vi krydser fingre
for, at der i en årrække frem stadig vil være kunder til et færdigt,
professionelt produkt. Dem får vi da heldigvis stadig når det gælder
koncertoptagelser på DVD, hvor vi venter spændt på, hvad 2006 vil
bringe. Måske bliver det i år, vi får Grugahalle 1981, eller måske
endda "TV from the Tivoli" 1972.
Mens vi venter
var det måske en ide at få suppleret samlingen af Picks, Vaults
og "Pure Jerry"s? Vi har det meste på lager til hurtig levering.
Bemærk
også, at vi har sat priserne ned på nogle af sidste års udgivelser.
Vi skal også
huske at nævne den anden nyhed siden sidst, selv om den ikke er
så ny endda: New
Riders har udsendt en dobbelt CD fra juni 1975 i Austin,
Texas. Der bydes på et godt mix af nyere og ældre numre, og en stemning
af røg og ølsjatter, som næsten kan lugtes!
Oktober
2005
Efter at 10-CD boxsættet "Fillmore
West '69" blev udsolgt på rekordtid er der nu lidt trøst
at hente i form af et 3-CD sæt af samme navn, med det bedste fra
de fire koncerter. Ved at undgå 'dubletter' samt de allerede tilgængelige
numre fra "Live
Dead" er det trods alt lykkedes at give et dækkende billede
af denne historiske koncertserie til en meget lavere pris. I tilgift
får man den samme 100 siders booklet, som fulgte med det store boxsæt.
Efterårets væsentligste
nyhed på DVD-fronten er genudgivelsen af "Dead
Ahead" fra Radio City Music Hall, oktober 1980. Det var
i den periode at Grateful Dead genoptog traditionen fra 1970-71
med at starte koncerten med en akustisk afdeling. Denne er fint
repræsenteret på DVDen, bl.a en dejlig afslappet, akustisk "Bird
Song". Der er naturligvis også blevet plads til bonusnumre, ialt
ca. 50 minutters ekstra musik.
Nr.
36 i rækken af "Dick's Picks" vender endnu en gang tilbage
til en af de helt store årgange, nemlig efteråret 1972. Kun 4 dage
og 2 koncerter efter "Dick's Picks Vol.23" befinder vi os i "the
Spectrum" i Philadelphia, 21. september 1972. Koncerten er ikke
ukendt blandt samlere, men når man tager de musikalske kvaliteter
i betragtning, vil de fleste nok hilse en ny udgave velkommen efter
at Grateful Dead's lydtroldmand Jeffrey Norman har haft den under
behandling.
På 2-CD
sættet "Garcia
Plays Dylan" er samlet hidtil uudgivne optagelser med
Grateful Dead samt Garcia's solobands tilbage fra 1971 (Garcia-Saunders
Band), Legion of Mary fra 1974-75, og de forskellige inkarnationer
af Jerry Garcia Band helt frem til starten af 90'erne. Altsammen
med Bob Dylans sange som fællesnævner. Der medfølger en bonus-CD
med yderligere 30 minutters musik.
Vores afdeling
med Jefferson Starship og relaterede soloalbums vokser støt og roligt.
Vi kan nu også tilbyde en remastered udgave af Jefferson Airplanes
klassiske live-plade "Bless
It's Pointed Little Head", som har fået tilføjet et par
bonusnumre. Vi har også fundet plads til Graham Nashs første og
bedste soloalbum "Songs
For Beginners". Det blev indspillet hos Wally Heider
i San Francisco samtidig med bl.a. "Paul Kantner's "Blows
Against The Empire", og disse indspilninger bar stærkt
præg af, at gæstemusikerne gik på besøg i de andre studier og gav
en hånd med. Det gjaldt bl.a. Jerry Garcia, Phil Lesh og David Crosby.
Ingen Airplane-fan
bør snyde sig selv for at se "Fly
Jefferson Airplane", en DVD som udkom i 2004. Der er
fremragende koncertoptagelser (skønt et par af dem er overdubbed
med album-versionen af sangene), og nye interviews med band-medlemmer
og manager. Til forskel fra mange andre dokumentarer får vi musikken
ubeskåret, uden at den krydsklippes med interviewstumper. Der er
tilmed en option, hvor man KUN får musikken og springer alle interviews
over.
Det er jo også
nu, vi begynder at kikke fremad mod 2006. Med andre ord: "The
Grateful Dead Calendar 2006" er på gaden og klar til
at huske os på alle årets GD-relaterede mærkedage, foruden et væld
af andre nyttige oplysninger. Så længe lager haves medfølger et
gratis eksemplar af 2005-udgaven, som fejrede gruppens 40-års jubilæum.
31.
juli 2005:
"The Live Dead
Box Set" er snart en realitet! I årevis har deadheads sukket efter
(og krævet!) at få de legendariske Fillmore West shows fra 27/2
til 2/3 1969 udgivet i deres helhed. Som bekendt er det disse shows,
som leverede råmaterialet til "Live Dead", et af de allerbedste
livealbums der eksisterer.
Boxsættet "Fillmore
West 1969" består af 10 Cder samt fyldigt baggrundsmateriale, og
udgives den 15. november. Oplaget er begrænset til 10.000 eksemplarer
og udgiverne bedyrer, at der ikke kan blive tale om genoptryk. Forudbestilling
kan ske allerede nu. For at være helt på den sikre side vil vi afgive
den samlede bestilling omkring den 20. august, så hvis du ønsker
at erhverve et eksemplar (pris: 897 kr) bedes du afgive din bestilling
pr. e-mail før denne dato.
15.
juli 2005:
Som bekendt nærmer
vi os 10-årsdagen for Jerry Garcias død. Det bliver markeret med
et par interessante udgivelser, hvoraf den første er noget så sjældent
som en DVD-koncertoptagelse med Jerry Garcia Band, fra 1. september
1990. Koncerten på Shoreline Amphitheatre kom i stand efter afbud
fra Grateful Dead som endnu ikke havde fundet afløseren for Brent
Mydland, som var død kort tid forinden.
Den anden nyhed,
som udgives den 23. august, er en dobbelt CD med den jazz-inspirerede
udgave af JGB fra 1974-75, som spillede under navnet Legion of Mary.
Numrene stammer fra flere forskellige koncerter, spredt ud over
det meste af gruppens korte levetid.
Så har vi en
nyhed fra en helt anden boldgade: Jefferson Airplane's Paul Kantner
udsendte efter gruppens opløsning en række soloplader, som bar stærkt
præg af hans interesse for Science Fiction og hans ideer om menneskehedens
fremtid. Den første, og bedst kendte, var 'Blows Against the Empire',
den sidste hed 'Planet Earth Rock'n'Roll Orchestra', ofte kaldet
PERRO. Den blev indspillet med hjælp fra en perlerække af musikalske
venner, deriblandt Jerry Garcia som, foruden at spille, er medforfatter
til 'The Mountain Song'. Pladen fik en meget kort levetid i RCA's
katalog, men nu er den genudgivet på CD i meget flot udstyr. De
første 3000 eksemplarer er nummererede og leveres med en plakat,
til en lidt højere pris. Man kan dog også vælge normaludgaven, som
vil være den eneste tilgængelige når de første 3000 eksemplarer
er udsolgt fra pladeselskabet.
Dancing Bear
har fået tilbud om at forhandle PERRO og de tidligere JA/JS udgivelser
i Europa, og det tilbud har vi taget imod med glæde. I kan allerede
nu se en dedikeret JA/JS/m.m. afdeling på vores hjemmeside (gå først
ind under 'Music, other artists', så er der et link), og vi arbejder
på med tiden at kunne tilbyde hele JA-bagkataloget.
DVD'en fra Buffalo,
Rich Stadium 4. juli 1989, er ankommet og på vej ud til kunderne.
Det er en dejlig oplevelse med Jerry i højt humør og kanonform,
specielt hans samspil med Brent Mydland er fint indfanget. Og lyden
er fantastisk flot, med en kraftig og meget dyb basgengivelse. Vi
har stadig eksemplarer på lager til hurtig levering.
7.
juni 2005:
Efter
hvad der forekommer som meget lang ventetid er der omsider nyt om
Dick's Picks nr. 35, som bliver frigivet til salg i USA om ca. en
uge. Og det er faktisk en rigtig god historie:
I
efteråret 1971, kort før Keith Godchaux skulle starte prøver
med Grateful Dead, fik han besøg af Jerry Garcia, som afleverede
en stor papkasse med nogenlunde disse ord: "Her er vores sidste
turné; lær musikken!" Kassen, som indeholdt det meste af
sommerturneen '71, blev desværre ikke returneret, men blev liggende
gemt og glemt på Keith's forældres husbåd, og optagelserne blev
i mange år anset for tabt. Lige indtil Keith's børn i dette forår
faldt over dem under oprydning, og de blev returneret til "the vault".
Ikke
alt var i lige god stand, men nu får vi alle lov til at opleve denne
vigtige periode i gruppens udvikling via et 4-CD sæt sammensat af
koncerter fra San Diego (8/7/71, komplet), godt en time fra Hollywood
Bowl 8/6/71, og de stumper der kunne reddes fra 8/24/71 i Chicago.
For
dem der ikke kan få nok, har www.gdstore.com netop lanceret den
første i en ny serie koncerter, som KUN vil kunne købes via download.
Prisen for den bedste kvalitet (FLAC) er kun en smule lavere end
for et CD-sæt. Alle hidtil udgivne Dick's Picks kan fås på samme
måde, til de samme priser, men downloads vil ikke blive forhandlet
hos Dancing Bear.
Der
er også nyheder på DVD-fronten: "Truckin'
Up To Buffalo" er en koncert fra Rich Stadium i Buffalo,
New York, 4. juli 1989. Det er ved starten på gruppens sidste store
opblomstring, som ca. varede til 1991. Det anføres i øvrigt i noterne,
at DVD'en IKKE, som de tidligere "Views from the Vault", indeholder
'psykedeliske' grafiske effekter! Det er ment som en anbefaling.
Koncerten
kan også fås som dobbelt
CD. De af vore abonnenter, som har valgt at abonnere
på "Vault"-udgivelser, vil modtage CD-sættet automatisk. Hvis du
hellere vil have DVD'en i stedet for, så send os lige et par ord,
så klarer vi også det.
Der
er også to andre DVD'er på vej, men her er vi ovre i den dokumentariske
afdeling. "Rockin'
at the Red Dog Saloon" handler om starten på den scene,
der et års tid senere blomstrede op i San Francisco. Det foregik
i Virginia City, Sierra Nevada, hvor husorkesteret hed "the Charlatans"
og der var masser af lysshows, fantasifulde posters og LSD. Både
Grateful Dead, Jefferson Airplane og Quicksilver Messenger Service
er med på lydsporet.
Den
sidste DVD-nyhed er "The
End Of The Road", som primært skulle have handlet om
"the deadheads" og turne-livet. Tilfældigvis faldt optagelsesperioden
og filmens færdiggørelse sammen med den allersidste turne og Jerry
Garcia's død i 1995, så filmen dokumenterer også reaktionerne på
dødsfaldet og den store mindehøjtidelighed i Golden Gate Park.
Til
sidst ville jeg jo gerne have skrevet noget om sommervejret, men
det må nok vente lidt. Alligevel kan det betale sig at kikke efter
de superflotte bandanas på 'DeadWear'
siden. Vi har fundet en ny leverandør, så prisen er kommet så langt
ned som 41 kr pr. stk. De findes i fire forskellige farver i en
kraftig kvalitet, størrelsen er 56x56 cm.
Der
er endnu flere spændende ting på vej, men det vender vi tilbage
til efter sommerferien. Ha' det godt så længe!
22.
marts 2005:
I de seneste
bøger om Grateful Dead er vi begyndt at nærme os inderkredsen: Roadie
og manager Steve Parish udsendte sine meget "farverige" erindringer,
den officielle historiker Dennis McNally kom rundt i næsten alle
krogene med sin meget omfattende biografi "A Long Strange Trip",
og nu kommer Phil Lesh med sin definitive version: "Searcing
for the Sound - my life with the Grateful Dead", som
udsendes den 25. april. Phil er jo kendt som en mand med stor viden
og skarpe meninger, så det skal nok blive interessant læsning. Mens
vi venter er her en smagsprøve, et tilbageblik på "Festival Express"
turneen som Phil oplevede den: http://www.phillesh.net/book/excerpt/index.html
Bogen
kan forudbestilles nu, den er på 352 sider i hardcover til en overkommelig
pris på 220 kr.
Endnu et historisk
værk er lige dukket op: En samling sjældne studiedemoer og liveoptagelser
fra 1966, samlet på en enkelt CD med titlen "Grateful
Dead: Rare Cuts & Oddities".
Og så er der
en ny "Pure Jerry" udgivelse på trapperne: Jerry Garcia Band i 1989-udgaven
på Merriweather
Post Pavilion. To komplette shows på 4 CDer.
Lad mig lige
stille jer et spørgsmål:
Hvor mange deadheads er der mon i Danmark? Det kan kun blive et
groft skøn, da vi ikke har de omfattende netværk og faste tilholdssteder,
som man har i USA og - i mindre målestok - Frankrig og Tyskland.
Jeg har talt med kunder, som i mange år var sikre på, at de hver
for sig var den eneste i Danmark med denne sære interesse. Alligevel
kunne man i 1972 og 1981 samle nogle tusinde til koncerter i Danmark,
og så sent som i 2002 var der ca. 300 deadheads forsamlet til mindekoncert
i Stakladen.
Uden at vove
mig ind på en præcis definition vil jeg gætte på, at mellem 500
og 1000 danskere kalder sig selv for deadheads. Det er - uanset
om det ene eller det andet tal er mest rigtigt - en meget lille
flok, hvoraf sikkert kun et fåtal kender hinanden. De kender heller
ikke alle sammen Dancing Bear, men alligevel var det vel ikke det
dårligste sted at starte. Dancing Bear's kundeoplysninger bliver
naturligvis behandlet strengt fortroligt, men alle regler kan jo
ændres hvis man er enige om det.
Hvis nogen af
jer har lyst til at lære ligesindede at kende, som bor i samme område
(by eller amt), så send mig en e-mail. Jeg vil så gruppere svarene
efter område, nogenlunde svarende til de hidtidige amter, og derefter
sende navne, adresser og e-mailadresser til hvert af gruppens medlemmer.
Den videre kontakt
er så op til jer. Det ville være svært hyggeligt hvis der kunne
opstå nye lokale initiativer, sådan som nogle af os i hovedstadsområdet
har haft det i en del år. Skriv så snart som muligt, så jeg hurtigt
kan lodde stemningen. Nytilkomne kunder vil også blive orienteret
om initiativet, så de har mulighed for at melde sig til. I næste
nyhedsbrev vil jeg rapportere om resultaterne af dette initiativ.
Hvis nogle af
jer har lyst til at skrive lidt om jeres oplevelser som danske deadheads,
bringer jeg dem meget gerne videre, enten i et nyhedsbrev eller
evt. et samlet sted på hjemmesiden.
14.
februar 2005:
Dick's Picks
nr. 34 er kommet på lager og kan bestilles nu. Det er et show fra
5. november 1977 i Community War Memorial, Rochester, New York,
suppleret med en god bid (fordelt på disc 2 og 3) fra 2. november
på Seneca College, Toronto. Vi er tilbage i en af de virkelig store
årgange - det er nu 5. gang, vi får en Dick's Pick fra 1977.
Et populært
mundheld blandt deadheads lyder: "When Phil is on, the band is on".
Og Phil Lesh var virkelig "on" den aften! Han valgte at starte andet
sæt med 2 minutters bas-solo, senere fulgte flere soloer og en jam
for bas og trommer. De fleste af jer har sikkert en fornemmelse
af, hvor sjælden en begivenhed det var, selvom der også var en spændende
bas-solo på DP32.
Der har ikke
været andre nye CD-udgivelser siden jul, men der er kommet nye t-shirts,
stickers og andet godt. Og vi har stadig en enkelt 2005-kalender
på lager.
Hvis I har været
inde og kikke på hjemmesiden for nylig, har I sikkert bemærket nogle
kedelige "huller". De skyldes, at vores web-vært har haft et alvorligt
servernedbrud, hvorved det meste af vores billedmateriale gik tabt.
Det er ved at blive genskabt, bortset fra en del udgåede varenumre
på siden med udsalgsvarer. Her vil vi skrive en lidt mere uddybende
beskrivelse og sætte prisen yderligere ned. Desværre har vi også
mistet "pop-up" beskrivelserne med sætlister for Dick's Picks og
andre CDer. For Dick's Picks kan de samme oplysninger læses under
menupunktet "The Dead Files/Dicks Picks". Vi arbejder på at gøre
noget tilsvarende med Vault- og video/DVD-udgivelserne. Indtil da
kan man læse sætlister og anmeldelser på www.gdstore.com. Hele affæren
bringer et andet mundheld i erindring: "Rigtige mænd tager ikke
back-up"!
21.
december 2004:
Siden sidste
nyhedsbrev er der kommet endnu en Dick's
Picks på gaden - nr. 33 i rækken. 4-CD sættet indeholder
to komplette koncerter, 9. og 10 oktober 1976. Det er kun anden
gang, Dick's Picks besøger året 1976 - den første var DP20. For
en gangs skyld har det ikke været nødvendigt at tage forbehold for
lydkvaliteten - den er "just exactly perfect" - og heller ikke det
musikalske indhold er der noget at udsætte på.
Arkivudgivelserne
med de mange inkarnationer af Jerry
Garcia Band fortsætter med uformindsket kraft. Den seneste,
som netop er frigivet til salg, er en koncert 1. september 1974
fra Garcia's andet hjem, den lille klub Keystone Berkeley, med bl.a.
Merl Saunders. Efter en enkelt udskiftning (trommerne) sprang bandet
ud som "Legion of Mary" det følgende år, med bl.a Martin Fierro
på saxofon. Dette band vender vi sikkert tilbage til inden længe.
Så vil jeg slutte
med at ønske dig en glædelig jul og et godt nytår. 2004 har været
et utroligt år for deadheads med både "Beyond Description" og "All
Good Things"-boxsættene, Dick's Picks, "Pure Jerry" og de to fantastiske
DVD-sæt, og der er intet der tyder på, at der skulle komme færre
udgivelser i 2005.
20.
oktober 2004:
Kære kunde!
Så er næste bølge af nyheder over os, endnu inden vi har modtaget
de forudbestilte udgivelser fra sidste måned.
'Pure Jerry'
serien fortsætter med Jerry Garcia's "solo"optræden på Broadway,
15. - 31. oktober 1987, i alt 15 2-sæts koncerter med både hans
elektriske og akustiske band. Det afsluttende show på selve Halloween,
31. October, fylder et 4-CD sæt, og samtidig udkommer
'The
Best of the Rest', et 3-CD sæt med en akustisk og to
elektriske CD'er, udvalgt fra de øvrige koncerter. Begge udgivelser
kan købes samlet til specialpris, en besparelse på 50 kr.
I april måned
viste Cinemateket i København "Festival
Express", dokumentarfilmen om en legendarisk togrejse
hvor en række bands anført af Janis Joplin, The Band og The Grateful
Dead spillede, sang og drak sig vej tværs gennem Canada, afbrudt
af mini-musikfestivaler i 3 større byer. Det er en fremragende film
som undertegnede, sammen med adskillige af jer (og sikkert flere
end jeg er klar over) var så heldige at overvære. Nu er den kommet
på DVD, udvidet til næsten det dobbelte med næsten 80 minutters
ekstra musik og interviews. Prisen er overraskende lav, 228 kr for
et 2-DVD sæt, men målgruppen er jo også meget større end for rene
Dead-udgivelser. For Joplin-fans er det rent guf - klart de bedste
og mest intense koncertoptagelser, jeg har set med Janis.
"Kingfish
Greatest Hits Live" er endnu en spændende udgivelse,
der er ankommet siden sidste nyhedsbrev. Titlen er en smule vildledende
- det er faktisk optagelser fra en enkelt koncert i New York's Beacon
Theatre i 1976, men der er et godt udvalg af gruppens mest kendte
sange og Bob Weir & Co. er i forrygende form hele vejen igennem.
Vi ses på www.dancingbear.dk!
Bjørn Lindstrøm
27.
september 2004:
Nu er der åbent
for bestilling af "The
Grateful Dead Movie" i ny og stærkt forøget udgave.
Vores store
forventninger ser ud til at være opfyldt i rigt mål: Hele 95 minutters
ekstra musik er samlet på DVD nr. 2 sammen med en masse andet bonusmateriale
- læs selv mere på hjemmesiden.
Samtidig udsendes
"The
Grateful Dead Movie Soundtrack", et 5-CD sæt med bidrag
fra hele rækken af koncerter i Winterland, 16-20. oktober 1974.
Her får vi endelig mulighed for at høre alle numre i deres helhed,
da meget af musikken i filmen er klippet sammen med interviews og
optagelser af deadheads i fri dressur. Ca. halvdelen af de udvalgte
40 numre er med i filmen eller på bonus-DVD'en, resten er nye.
Den officielle
udgivelsesdato er 5. november, så vi forventer at kunne afsende
det bestilte en gang i slutningen af november. Du har som altid
mulighed for at afgive supplerende ordrer i ventetiden - hvis vi
sender flere ordrer i samme pakke kommer du ikke til at betale dobbelt
forsendelsesgebyr.
Endnu en varm
nyhed: Opfølgeren til "The Golden Road" er på trapperne, nemlig
box-sættet "Beyond
Description" som indeholder de resterende studiealbums
fra perioden 1973 - 1989, samt liveudgivelserne "Reckoning" og "Dead
Set". Man har ikke fundet anledning til at genudsende "Steal Your
Face" fra 1976. Men eftersom den indeholdt numre fra de samme koncerter
som danner grundlag for "The Grateful Dead Movie Soundtrack", skulle
perioden så rigeligt være dækket ind.
Lige som på "The Golden Road" er hvert album blevet suppleret med
en hel del bonusnumre - mest studie-outtakes, men også enkelte live-versioner.
"Beyond Description" frigives den 26. oktober, men kan bestilles
allerede nu.
Siden sidst
har vi også fået de første to arkivudgivelser med Jerry Garcia Band
på programmet. "Pure
Jerry Vol. 1" er første udgivelse i en serie, der i pris
og teknik svarer til "Dick's Picks", altså rensede 2-spors masterbånd
uden mulighed for remix.
Der er også en multitrack-serie svarende til "The Vault"-udgivelserne
fra Grateful Dead. Her hedder den første udgivelse "After
Midnight", en koncert fra 28/2 1980. Hovedattraktionen
i denne koncert er en lang og efter sigende legendarisk jam, som
kombinerer titelsangen (af J.J.Cale) med the Beatles' "Elanor Rigby".
Så ønskesedlen
til den tilstundende jul skulle ikke blive noget problem!
11.
August 2004:
Vi skrev i sidste
nyhedsbrev, at vi ikke havde tænkt os at forhandle live-optagelserne
fra The Dead’s sommerturne, da omkostningerne ved at hjemtage CDerne
i 2003 havde vist sig at være for store. Heldigvis er det tilladt
at blive klogere, og her i løbet af sommeren synes det at være sket
såvel for os som for The Dead. Det er i hvert fald et faktum, at
CD-sættene fra ”Wave That Flag”-turneen nu kan købes på sædvanlig
vis hos vores faste leverandør, Gdstore, så naturligvis kan de også
fås via www.dancingbear.dk.
Klik ind på musikafdelingen i shoppen, her ligger en ny side som
vi simpelthen har kaldt ”The
Dead 2004”. Vi har oven i købet kunnet sætte priserne
ned, fra 280 kr sidste år til nu 248 kr. Bemærk, at prisen som udgangspunkt
gælder for en 3-dobbelt CD, men selv om en koncert skulle trække
ud så den fylder 4 CDer, er prisen stadig den samme.
I et anfald
af sommerlig optimisme (det var før der var mulighed for solstik)
er vi kommet til at bestille Dick's
Picks Volume 32 i
samme antal, som vi til dato har solgt af den yderst populære ”Rockin’
the Rhein”. De foreløbige ordrer viser, at mange af vore kunder
foretrækker 1972 frem for 1982, hvilket jo ikke burde være spor
overraskende.
Nu laver vi imidlertid et lille rask sommerudsalg og sætter prisen
for 2-CD sættet ned til den typiske udsalgspris 199 kr. Denne pris
gælder for alle ordrer, vi har modtaget efter 1. august, og så længe
det nuværende lager holder.
”The
Grateful Dead Almanac 2005” er lige udkommet, og der
skulle efter forlydender være gjort ekstra meget ud af den i anledning
af 40-års jubilæet. Kalenderen plejer at blive udsolgt omkring oktober,
så tøv ikke for længe.
"The End of
the Road" er titlen på en dokumentarfilm, der havde USA-premiere
i 2001. Den prøver gennem interviews at indkredse deadheads-fænomenet
før og nu, med fokus på Grateful Dead's sidste turne i sommeren
1995 og reaktionerne på Garcia's dødsfald. Den skulle efter sigende
være ret god og behandle "the scene" på en positiv måde, selv om
kulturforskelle og konflikter mellem gamle og nye deadheads også
er et centralt tema. Filmen indeholder ikke koncertoptagelser med
Grateful Dead.
En kunde har spurgt om vi kunne skaffe filmen, så derfor er vi lige
nu ved at prøve at finde en leverandør, formentlig producenten selv.
Så vidt vides kan den kun fås på VHS, ikke på DVD. Lige pludselig
dukker den (forhåbentlig) op under nyheder på vores hjemmeside,
så check ind en gang imellem hvis du er interesseret. Hvis du er
MEGET interesseret må du meget gerne sende os en e-mail og reservere
et eksemplar så vi har en ide om, hvor mange vi skal bestille hjem
i første omgang.
15.
juli 2004:
Så kom endelig
Dick's Picks
Volume 32 - et 2 CD sæt fra 7. august 1982 i Alpine Valley,
East Troy, Wisconsin. Mange fans har givet udtryk for, at første
halvdel af firserne var groft underrepræsenteret i Dick's Picks
serien. Sandt er det, at bandet havde sine op- og nedture i den
periode, men på opturene var de fuldt på højde med storhedstiden
i halvfjerdserne. Og så var det jo også præcis i firserne, at Brent
Mydland farvede gruppens lyd med sine keyboards og flotte vokalharmonier.
Hans sangskrivning rummer de to Cder derimod ingen eksempler på.
Den udvalgte koncert har cirkuleret rygtevis i et par dage og de
foreløbige reaktioner er meget positive, så glæd jer! Bestillinger
modtages nu.
Årets Vault-udgivelse
på DVD bliver en ny og udvidet udgave af 'The Grateful Dead Movie',
som udkommer i november. Jerry Garcia, som egenhændigt redigerede
den oprindelige film, havde ca. 600 timers optagelser til sin rådighed,
som alle er bevaret. Med erfaringerne fra 'Closing
of Winterland' i baghovedet kan man rolig regne med meget
mere musik og flere interviews, plus hvad de generøse bagmænd ellers
kan finde på af overraskelser.
Garcia-boxsættet
'All Good
Things' var en dejlig oplevelse for os her i bixen, og
forhåbentlig også for jer, der allerede har anskaffet boxen. Det
kan naturligvis skyldes svigtende hukommelse, med det var forbløffende
at høre, hvor meget fremragende lyd, der lå gemt (eller druknet
i baggrundsstøj) på de gamle studiealbums. Der er delte meninger
om hvor meget HDCD-teknikken gør for en normal CD-afspiller, men
optagelsernes 'rum' og de mange lækre detaljer er virkelig en fornøjelse
at lytte til. Det ekstra album med alternative takes og livenumre,
samt de mange bonusnumre på de enkelte albums, er også udvalgt med
kærlig og kyndig hånd. Righoldige noter af Blair Jackson og Robert
Hunter? Jamen, naturligvis! Hermed anbefalet.
The Dead er
i fuld gang med en ny sommerturne gennem USA, denne gang med Warren
Haynes fra Allman Brothers Band som fast medlem. Også i år kan man
købe liveoptagelser fra alle koncerterne, men de vil ikke blive
forhandlet af os. Grunden er, at vi sidste år var langt fra at kunne
aftage det kvantum, der ville have udløst en engrospris ved samlet
bestilling. I stedet blev CDerne sendt enkeltvis med forsendelsesgebyr
på hver enkelt sæt, og så blev det pludselig en virkelig dårlig
forretning. Vi vil anbefale vore kunder i stedet at bestille musikken
direkte hos dead.munckmusic.com. Ratdog, GD-kopibandet Dark Star
Orchestra og diverse andre 'special events' kan købes sammesteds.
Dancing Bear
ønsker jer alle en god sommer, hvornår den end måtte indfinde sig.
6.
april 2004:
Nyhederne falder tæt lige for tiden - den seneste er det længe ventede
Jerry Garcia box-sæt "All Good Things", udgivet af Rhino records.
Boxen ser ud til at være i samme eksklusive udstyr som "So Many
Roads", og prisen er også ret eksklusiv: 733 kr! Den indeholder
Garcia's 5 studie-albums, remastered i HDCD med outtakes, en fyldig
booklet med tekst af Blair Jackson og Robert Hunter, samt en ekstra
CD fyldt med alternative takes, jams, osv. Indholdet er beskrevet
mere indgående det sædvanlige sted på hjemmesiden (dvs. klik på
billedet af boxen). Der går i øvrigt rygter om en "Dick's Picks"-
lignende serie af udgivelser med de forskellige inkarnationer af
Jerry Garcia Band, men lad os nu se.....
Forårets "from
the Vault"-udgivelse hedder "Grateful Dead - Rockin' the Rhein",
et komplet show fra Rheinhalle, Düsseldorf, endnu en godbid fra
Europaturneen i 1972. Så længe lager haves medfølger en bonus-CD
med flere pluk fra 'The Academy of Music'-koncerterne i marts 1972
(Dick's Picks nr. 30).
Så er der kommet
et 2-CD sæt, "Weir Here - The Best Of Bob Weir" med et udvalg af
skæringer fra Weirs soloalbums og talrige fritidsbands, samt et
udvalg af eksempler på hans arbejde som sangskriver og forsanger
med Grateful Dead (hele CD 2)
Apropos "So
Many Roads", så er der dukket et restlager op i USA af dette ellers
udgåede boxsæt, så lige nu (men hvor længe?) kan vi skaffe boxen
i den originale lærredsbetrukne kassette for kr. 733. Det er så
nok allersidste chance! Men, som et plaster på såret kan vi tilbyde
en SMR-sampler, en enkelt-CD med udpluk fra boxsættet, som vi har
fået i et mindre antal eksemplarer. De tilbydes til den symbolske
pris af 60 kr inkl.porto. Send blot en e-mail hvis du er interesseret
- girokortet følger med ved leveringen (undtagelsesvis ingen forudbetaling!).
Det er snart
påske, så var det noget med et påskeæg? Producerne af "The Closing
Of Winterland" DVD-sættet var i den lykkelige situation, at de havde
mere stof og mere plads end de umiddelbart havde brug for, så derfor
gemte de en række "påskeæg" rundt om på DVDerne, fortrinsvis fotos
og interviewstumper. Æggene er ikke lige til at falde over - de
kræver at man er vaks med fjernbetjeningen på de rigtige tidspunkter
- men heldigvis har "nogen" skrevet en vejledning, som du kan finde
på hjemmesiden. Der er tilføjet et link under produktdetaljerne
for TCOW-DVD ("klik på billedet....").
Vil du have
mere endnu? Ja, så er der jo lige kommet musemåtter, puslespil,
kasketter, solbriller...... og såmænd også et par nye T-shirts.
God katalogjagt!
8.
marts 2004:
Dick's Picks rides again! Nummer
31 udkommer 15.marts, men kan forudbestilles allerede
nu. Det bliver igen et 4-CD sæt med næsten 5 timers musik fra de
tre sidste koncerter på sommerturneen 1974, 4-5-6 august, i Philadelphia
Civic Center og Roosevelt Stadium, Jersey City. Setlister og billeder
er endnu ikke på hjemmesiden; de kommer muligvis først omkring udgivelsesdatoen.
The Closing
of Winterland DVD-sættet er den hidtil største salgssucces,
vi har haft hos Dancing Bear, og det samme gælder sandsynligvis
for Grateful Dead Productions som helhed. Nu er sættet yderligere
blevet nomineret til 2 "Jammy-awards", som uddeles blandt de såkaldte
"jam-bands". Nomineringerne gælder kategorierne "Archival Album
of the Year" og "DVD of the Year". The Dead's 2003 Summer Getaway
turné er blevet nomineret i kategorien "Tour of the Year." Gdstore
har haft et særtilbud på 'View From The Vault' I og II i VHS/PAL
formatet (Europæisk), som åbenbart ikke har solgt godt nok. Vi har
taget nogle eksemplarer hjem af hver som vi sælger med stor rabat
- se selv i tilbudskassen "Bargain Bin" på www.dancingbear.dk. Samme
sted ligger der også en del T-shirts i div. størrelser, så kik lige
forbi og tag forskud på foråret!
Lad os også
benytte lejligheden til at reklamere for vort store udvalg af Grateful
Dead Stickers. Der er kommet mange flotte nye til i de seneste
måneder, til gengæld er mange af de klassiske forsvundet fra kataloget
hos Gdstore. Men fortvivl ikke! Dancing Bear har opbygget et pænt
lager af de mest populære stickers, så hvis du har lyst til at bekende
kulør med en Dead-mærkat på bilen (mange fås også til bagruden),
så er det nu, du skal slå til. Hvem ved, måske vil du få noget nyt
at tale med din nabo om!
|